Mit musikår 2010

Før nytår skrev jeg om de ti bedste film, jeg har set i 2010 (som vel og mærke havde premiere i Danmark samme år). Det ville være let at gentage sig selv og skrive om de ti bedste musikalbums fra 2010, men det vil jeg ikke gøre.

I stedet vil jeg skrive om musikåret, som jeg oplevede det med op- og nedture – og i total tilfældig rækkefølge og med totalt tilfældige kategorier.

Topudgivelse fra Kanye

Bedst som man troede, at rapperen Kanye West var gået til i autotunet pop og selvcentreret egoisme, viser han sig fra sin måske bedste side nogensinde.

I hvert fald hvis man skal tro anmelderne, der er gået helt i selvsving over hans seneste album, ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’. 

De to nok mest toneangivende danske musikmagasiner Gaffa og Soundvenue giver begge topkarakteren seks stjerner, og der anvendes gloser som genialt, kunstnerisk hovedværk og mesterværk til at beskrive albummet.

Også udlandet er oppe og køre over den gale og geniale kunstner. Pitchfork Media er helt oppe på en sjælden 10’er ud af 10, mens både Rolling Stone, The Independent og The Guardian uddeler fem ud af fem stjerner.

Læs uddrag på Metacritic, der også har links til anmeldelserne.

Nu er det bare med at få hørt albummet igennem. Jeg kun fået lyttet til singlerne ‘POWER’, ‘Monster’ og ‘Runaway’, som alle er vældig gode (især sidstnævnte har et fantastisk beat), men det bedste nummer på pladen er for mig det lidt mere old school hiphoppede ‘So Appalled’ med gæsterne Jay-Z, RZA og Pusha T, Swizz Beatz og Cyhi the Prince.

Eksperimenterende opvarmning

På torsdag den 11. november spiller det ikke længere så indie-agtige, men derimod vældigt populære band The National endnu en koncert i Danmark, når de kommer til KB-Hallen. Som jeg tidligere har skrevet, er jeg vældig glad for newyorkerne, så jeg glæder mig meget til koncerten.

Som en af mine venner gjorde mig opmærksom på, er det et næsten lige så interessant band, der er sat til at opvarme for The National.

Det hedder Phosphorescent, og hvis man er træt af, at The National er blevet for store og ikke længere så indie, som de har været, kan man altid ty til endnu ukendte Phosphorescent og især forsanger Matthew Houck med stort skæg og slidt T-shirt. Så bliver det ikke mere indie.

Roser til danskerglade newyorkermusikere

Det amerikanske band The National er vilde med Danmark. Deres koncert på Loppen for fem år siden tiltrak langt flere mennesker, end de havde forventet efter en publikumsfattig Europa-turné. Vi var allerede dengang hurtige til at se kvaliteterne i deres musik, hvilket de stadig husker ifølge et web-tv-klip på berlingske.dk.

Findes Gud, spurgte hestene

Som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg, er Band of Horses et af mine yndlingsbands for tiden. Nu er de ude med en ny video kaldet ‘Compliments’.

En opmuntrende sang, hvor hestebandet spørger, om Gud eksisterer, og at Han i så fald har noget at falde tilbage på, hvortil man ser en række smukke naturbilleder, der deformeres.

Flot udført. Og selvom sangen er lidt anonym, er det rart at høre fra Band of Horses igen. Deres tredje album, ‘Infinite Arms’, udkommer den 17. maj.

Rapikonet og reggaestjernen

Jeg er med stor glæde faldet over førstesinglen til kollaborationen mellem min favorit hiphopper Nas og den dygtige reggaekunstner Damian Marley, søn af genrens alfader, Bob Marley. Deres album, ‘Distant Relatives’ udkommer ifølge Wikipedia den 18. maj efter at være blevet udskudt et par gange, og de giver koncert i Store VEGA den 6. juli.

Ud fra første single tegner det i mine øjne godt, og de to har allerede samarbejdet med stor succes på den sang, New York Times har kåret til 2000ernes bedste reggaenummer, ‘Road to Zion’. Blanding af de to stilarter virker oplagt, og teksterne er politiske og bider i den grad fra sig. Virkelig interessant projekt.

Vild med dyr

Ræve, bjørne, heste og polaraber. En række af mine yndlingsbands for tiden bærer dyrenavne. En trend i tiden eller bare tilfælde?

Livemusik længe leve

Livemusik er en fantastisk ting. De færreste vil være uenige i den påstand, for det at høre et band eller en kunstner udgyde sine musikalske gloser til instrumenternes perfekte levering af baggrundsstøj er nu altid noget andet – og ofte mere givende – end at lytte til et præ-produceret album.

Den nye koncertavis, der lakonisk hedder Live, har forstået, at vi elsker koncerter, og koncerter i København er præcis, hvad avisen omtaler. Men hvad er det lige, livemusik kan? Hvad er det, der gør, at folk, som aldrig køber cd’er til 150 kroner gerne giver 1.500 kroner for en koncertbillet?

Det første og det bedste

Dette er mit første indlæg på min blog, og den skal meget passende handle om noget, jeg har overvejet et stykke tid. Det at begynde på toppen.

Når jeg tænker på nogle af mine yndlingsværker inden for film og musik, er det værker som Orson Welles debutfilm Citizen Kane, Nas’ første hiphop-plade Illmatic, Nick Drakes smukke Five Leaves Left og Sam Mendes første spillefilm American Beauty. De har det til fælles, at de er skabt af kunstnere med visioner, som foregriber genrer og fremtidige kunstneriske mønstre på en måde, som deres samtidige kun drømmer om.

Og det mest imponerende er, at de gør det i en ganske ung alder. Welles var således blot 26 år gammel, da han imponerede filmentusiaster med den kunstnerisk kompromisløse, innovative Citizen Kane i 1941.