Livemusik længe leve

Livemusik er en fantastisk ting. De færreste vil være uenige i den påstand, for det at høre et band eller en kunstner udgyde sine musikalske gloser til instrumenternes perfekte levering af baggrundsstøj er nu altid noget andet – og ofte mere givende – end at lytte til et præ-produceret album.

Den nye koncertavis, der lakonisk hedder Live, har forstået, at vi elsker koncerter, og koncerter i København er præcis, hvad avisen omtaler. Men hvad er det lige, livemusik kan? Hvad er det, der gør, at folk, som aldrig køber cd’er til 150 kroner gerne giver 1.500 kroner for en koncertbillet?

Selvfølgelig handler glæden ved at høre livemusik om, at man kan lide kunstneren, og ofte ligeledes at man kender albumversionerne til fingerspidserne. Det giver en fornøjelse at lægge mærke til de små finesser, der skiller liveversionen fra den kendte studieindspilning, ikke kun forskellen på det rent akustiske, når man befinder sig i et rum med rigtige instrumenter kontra sin dagligstue med cd-afspilleren i fulde omdrejninger.

Nej, også de små detaljer, kunstneren selv lægger ind i sangene, det kan være tekster, der laves marginalt om, sjove bemærkninger undervejs eller soloer, der får en ekstra skalle ‘The Jimi Hendrix Way’.

Festivalforce
Jeg behøver næppe fremhæve det vidunderlige og helt unikke ved livejazz, der som bekendt skiller sig ud fra al anden musik ved netop at være en improvisationskunst. Her kan virkelig være langt fra album til liverperformance, hvilket både kan være totalt befriende, men også kræver en mod på noget nyt.

Det handler nemlig ikke altid om, hvorvidt man kan lide kunstneren eller ej. Der skal jo også være plads til at lære ny musik at kende gennem koncertformen, og her kommer festivalerne ind i billedet.

De færreste gider at betale 500-600 kr. for at høre et band, man måske kun kender af navn, men hvis selvsamme band spiller på en festival, man i forvejen har betalt en halv husleje for at komme med til, er det nærliggende at slå et smut forbi den pågældende scene, hvis der alligevel ikke er andet på programmet.

Nogle gange bliver man positivt overrasket og introduceret til et kunstnernavn, man derefter køber et album fra på iTunes eller i den lokale pladepusher.

Op og ned
Nogle gange er det tilfældet, at en kunstner, man i grunden ikke bryder sig så meget om, kan vokse i ens bevidsthed, hvis han eller hun leverer en flot livepræstation, ligesom en kunstner, man holder af, kan skuffe fælt, hvis det modsatte er tilfældet.

Et personligt eksempel er en koncert i Pumpehuset, hvor MC Clemens var hovednavn, og jeg først ved ankomsten fandt ud af, at Ataf Khawaja var en slags mini-hovednavn (altså ikke regulær opvarmning). Atafs studiehits sagde mig ikke så meget, men man skal jo give manden en chance. Faktisk viste det sig, at han var fuld af energi og overskud, og hans underholdende rap blev fremført med teknisk snilde og et glimt i øjet.

MC Clemens tog over efter en time, og det var jo ham, jeg var kommet for at høre, så forventningerne var høje. Desværre virkede han slet ikke på toppen, præstationen var ikke dårlig, men bare uden det drive, der havde karakteriseret Ataf få minutter tidligere. Jeg er ikke blevet fan af Ataf Khawaja siden, men husker alligevel hans koncert bedre end Clemens’.

Live-avisen er i min optik et godt sted at blive introduceret til nye kunstnere på, fordi man hurtigt kan danne sig et overblik over, hvad det københavnske musikliv byder på, og hvorfor man skal troppe op til netop dén og dén koncert.

Her er et link til onlineudgaven af avisen.

Flere toplister? Nej, bare fem koncerter, der har betydet noget for mig
Og helt i vilkårlig rækkefølge.
1. Roger Waters på Roskilde Festival, fordi han opførte yndlingsalbummet The Dark Side of the Moon, og det var første gang, jeg var på festival.
2. Leonard Cohen på Rosenborg Slotsplads, fordi hans lyrik er guddommelig, og fordi jeg ikke havde regnet med nogensinde at skulle se ham live.
3. Nas i VEGA, fordi hans teknik og tekster er toppen af poppen inden for hiphop, og fordi han midtvejs i koncerten valgte at skifte fra en lille guldkæde til en på størrelse med en musselmalet Royal Copenhagen-tallerken. Så er man definitivt gangsta.
4. Bob Dylan på Roskilde Festival, af samme årsag som Cohen.
5. Carl Orffs Carmina Burana i Radiohuset, fordi det 150 mand store kor havde præcis den tyngde, Orffs bombastiske værk kræver, og fordi det var den første klassiske koncert, jeg selv betalte for at høre.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Musik

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s