Oversete Oscartabere

Jeg har lige læst en sjov artikel på Empire Online om de 22 største urimeligheder i Oscaruddelingens historie. På listen finder vi skuespillere som Edward Norton (for ‘American History X’), instruktører som Stanley Kubrick (for ‘Rumrejsen år 2001’) og film som ‘Singin’ in the Rain’ (der tabte til den næsten glemte ‘The Greatest Show on Earth’). Men den måske mest oversete Oscartaber er Ralph Fiennes i ‘Schindlers liste’. Jeg bliver descideret harm over at tænke på, at en af de bedste birollepræstationer nogensinde er blevet overset ved uddelingen. Til gengæld blev Tommy Lee Jones hædret for sin rolle i ‘Flygtningen’ foran Fiennes. Måske fordi han blev overset for det langt bedre portræt af westernsangerinden Loretta Lynns mand i ‘Coal Miner’s Daughter’? Sådan er det jo med Oscar. Det er sjældent for de rigtige roller, at skuespillerne vinder deres Oscar (Humphrey Bogart for ‘Afrikas dronning’ og Russell Crowe for ‘Gladiator’ – need I say more?). Det er bare ingen undskyldning for at overse Fiennes’ knivskarpe præstation i ‘Schindler’s List’. Den vil altid stå for mig som en af de mest oversete i Oscaruddelingens historie. Okay, selvfølgelig er der Hitchcock, Kubrick og Welles m.fl., men det er bredere anerkendt (og nævnt i Empire-artiklen), at de “mangler” at modtage en statuette for Bedste instruktør. Konklusionen må (forudsigeligt nok) være, at man ikke kan bruge uddelingen til det helt store. Det er underholdning, og mange gange rammer de da også rigtigt med priserne. Og når de så ikke gør, er det jo lige så sjovt at være uenig som enig i deres valg.

Mit musikår 2010

Før nytår skrev jeg om de ti bedste film, jeg har set i 2010 (som vel og mærke havde premiere i Danmark samme år). Det ville være let at gentage sig selv og skrive om de ti bedste musikalbums fra 2010, men det vil jeg ikke gøre.

I stedet vil jeg skrive om musikåret, som jeg oplevede det med op- og nedture – og i total tilfældig rækkefølge og med totalt tilfældige kategorier.

Frodo i ‘Hobbitten’?

Først Legolas og nu Frodo? Det lader til, at Peter Jackson tager sig en del friheder i forbindelse med sine kommende Hobbitten-filmatiseringer.

I hvert fald forlyder det nu, at Elijah Wood vender tilbage til Midgår i rollen som Frodo Baggins. Det giver ikke rigtig mening at caste Wood til den rolle, idet Frodo slet ikke er født under de begivenheder, bogen bag ‘Hobbitten’ skildrer.

Legolas har heller ingen rolle i Hobbitten-bogen, men hans levetid går i Tolkiens univers meget længere tilbage, så ham ville man godt kunne argumentere for. Men Frodo ville være en kunstnerisk frihed, der vil noget.

Er Jackson allerede ved at miste grebet, inden optagelserne overhovedet er gået i gang? Eller har han en genial idé, der forklarer de mange friheder, han synes at tage?

De castede skuespillere fra Ringenes Herre-filmene skal nok bruges i den anden del af Hobbitten-filmene, som efter sigende skal skildre perioden mellem ‘Hobbitten’ og ‘Ringenes Herre’.

Top 10 film 2010

Da vi er ved at være ude af år 2010, er det tid til at skrive min personlige liste over de ti bedste film fra biografåret.

Hele kino.dk-redaktionen har bidraget med en top 10 for året, der gik. Vi har hver især fået en profil på sitet, hvor vi har noteret de ti film, vi synes bedst om i året. 

Problemet er bare, at vi ikke har rigtig har plads til at kommentere på filmene. Det vil jeg gøre her på min blog.

Skuespillere der spiller skuespil

The New York Times har udgivet et videogalleri med store Hollywood-stjerner i forskellige skuespillerroller på deres hjemmeside.

Der er 14 skuespillere, deriblandt Javier Bardem, James Franco, Natalie Portman, Michael Douglas og Robert Duvall. De bliver i små kortfilm placeret i forskellige roller, som skuespillere kan blive bedt om at spille til auditions.

Da jeg første gang kastede blikket på dette flotte fotogalleri, kunne jeg ikke lade være med at tænke på Jørgen Leths kortfilm ‘Det perfekte menneske’. Det skyldes primært Javier Bardems billede (det første), hvor han sidder ved et dækket bord, og Robert Duvalls billede (det 13.) hvor han barberer sig.

Samme situationer finder vi i  Jørgen Leths film, men det er næppe, hvad der var intentionen fra The New York Times eller instruktør Solve Sundsbos side.

Ud over det mest kendte, finder vi stjernefrøet Jennifer Lawrence (fra ‘Winter’s Bone’) og svenske Noomi Rapace (‘Millennium-trilogien’).

Original animeret kortfilm

Julens første indlæg er en anbefaling af en kortfilm om to småbysdrenge, der er besat af tegneserien ‘The Raftman’s Razor’. Den er ret tankevækkende, så jeg vil egentlig lade den tale for sig selv.

Topudgivelse fra Kanye

Bedst som man troede, at rapperen Kanye West var gået til i autotunet pop og selvcentreret egoisme, viser han sig fra sin måske bedste side nogensinde.

I hvert fald hvis man skal tro anmelderne, der er gået helt i selvsving over hans seneste album, ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’. 

De to nok mest toneangivende danske musikmagasiner Gaffa og Soundvenue giver begge topkarakteren seks stjerner, og der anvendes gloser som genialt, kunstnerisk hovedværk og mesterværk til at beskrive albummet.

Også udlandet er oppe og køre over den gale og geniale kunstner. Pitchfork Media er helt oppe på en sjælden 10’er ud af 10, mens både Rolling Stone, The Independent og The Guardian uddeler fem ud af fem stjerner.

Læs uddrag på Metacritic, der også har links til anmeldelserne.

Nu er det bare med at få hørt albummet igennem. Jeg kun fået lyttet til singlerne ‘POWER’, ‘Monster’ og ‘Runaway’, som alle er vældig gode (især sidstnævnte har et fantastisk beat), men det bedste nummer på pladen er for mig det lidt mere old school hiphoppede ‘So Appalled’ med gæsterne Jay-Z, RZA og Pusha T, Swizz Beatz og Cyhi the Prince.

Verdens bedste serie?

HBO-serien ‘The Wire’ er blevet kaldt mange ting: realistisk, kynisk, brutal og ikke mindst verdens bedste tv-serie. Jeg er tilbøjelig til at være enig, men den er også meget mere end det.

Nu har jeg set alle fem sæsoner, og jeg kan kun anbefale, at alle andre følger trop.

I dette indlæg vil jeg se nærmere på serien som helhed, så er man ikke interesseret i at få afsløret vigtige detaljer, bør man blot læse mit gamle indlæg om seriens begyndelse.

Der er nemlig en del spoilers i løbet af det følgende indlæg. Men har man set alle fem sæsoner, kan man roligt læse videre.

‘The Wire’ centrerer sig om narkokrigen i Baltimore. Vi følger politifolk, gangstere, skolebørn, politikere, advokater og journalister. Lige fra starten får man fornemmelsen af den rå, realistiske tilgang, hvor ingen karakter er sikker på at overleve, og hvor de forskellige personer ikke er så forskellige endda – der er gode og onde på begge sider af loven.

Homoseksuel gangstersamurai
Billedet, jeg har valgt til denne artikel er af Omar Little, den ensomme, homoseksuelle gangster, der med samurai-agtige æreskodeks, lang trenchcoat og oversavet jagtgevær røver narkohandlere. Han er ikke bange for at stille sig op imod de hårdeste bagmænd i ‘The Wire’, dvs. Avon Barksdale og Marlo Stanfield.

Omar er karakteristisk for serien i sin helhed. På ydersiden er han som så mange andre fiktive karakterer (‘Ghost Dog – den sidste samurai’ med Forest Whitaker ringer en klokke i mit hoved), men som næsten alle andre i serien har han karaktertræk, der adskiller ham.

For det første er han homoseksuel. Hvor mange hardcore gangstere i film kender man lige, der er homoseksuelle? Hvis overhovedet nogen så må det være et fåtal. Altså en filmisk konvention, der bliver vendt på hovedet.

Derudover er han en nærmest mytisk skikkelse, hvis navn giver genlyd på hvert hjørne i Baltimore. Så det er næsten for let at gennemskue, at han bliver nødt til at dø på et tidspunkt, så hans status som myte bliver konstitueret for alvor.

Men at det er en lille dreng, der tilfældigt opdager ham i en grønthandler og skyder ham i hovedet, er der nok ikke mange, der havde regnet med. En af seriens sejeste karakterer – myrdet af en otteårig…

At hans eftermæle i de følgende afsnit lyder, at han blev omringet af otte personer, er blot en understregning af, hvor meget hans navn fyldte i gaderne.

Antihelt
Som skrevet er Omar symptomatisk for seriens persongalleri. Et andet eksempel er Jimmy McNulty, den ukorrumperbare politibetjent, der tager sagen i egen hånd frem for at parrere ordrer, og som er seriens hovedperson set over alle fem sæsoner, er seerens fokaliseringspunkt. Men han er bestemt mere en antihelt end en egentlig helt.

Han drikker for meget, horer for meget og er i det hele taget en pain in the ass for langt de fleste omkring ham. Men vi holder alligevel med ham, for han er omgivet af korrupte politikere, overordnede og retsfolk, så selvom han har karakterbrister, er hans reaktion mod den trøstesløse omverden nogenlunde forståelig.

David Simon, der har skabt serien, formår hele tiden at balancere mellem godt og ondt, mellem konvention og overraskelse. Med et nyt fokus i hver sæson (de belastede boligområder, havnefronten, reformerne, skolerne og medierne) bliver serien aldrig kedelig, og jeg har næppe set en serie, der på så fremragende vis formår at holde kvaliteten igennem så mange timer.

Eksperimenterende opvarmning

På torsdag den 11. november spiller det ikke længere så indie-agtige, men derimod vældigt populære band The National endnu en koncert i Danmark, når de kommer til KB-Hallen. Som jeg tidligere har skrevet, er jeg vældig glad for newyorkerne, så jeg glæder mig meget til koncerten.

Som en af mine venner gjorde mig opmærksom på, er det et næsten lige så interessant band, der er sat til at opvarme for The National.

Det hedder Phosphorescent, og hvis man er træt af, at The National er blevet for store og ikke længere så indie, som de har været, kan man altid ty til endnu ukendte Phosphorescent og især forsanger Matthew Houck med stort skæg og slidt T-shirt. Så bliver det ikke mere indie.

Stort anlagt gangsterserie

I denne uge havde Canal+ premiere på HBOs store, flotte gangsterserie ‘Boardwalk Empire’, kun seks uger efter den amerikanske tv-premiere.

Jeg har kun set pilotafsnittet, som er instrueret af selveste Martin Scorsese, men der er andre grunde til at følge med i ‘Boardwalk Empire’.