Min top 250 over yndlingsfilm

Jeg hader toplister. Et eller andet sted er de den værste form for ubruglig smagsdommeri, man kan komme i nærheden af. Hvad kan de bruges til andet end at sammenligne æbler med (lys)pærer?

Alligevel kan jeg ikke lade være med selv at lave en top 250 over mine yndlingsfilm. De har nemlig de fine fordele, at de er sjove at tale om, diskutere og være uenige eller enige i. De er til for at give inspiration, skabe irritation eller bare fremtvinge et godt grin. Forhåbentligvis lidt af det hele. Jeg kender som skrevet problemstillingerne ved at sammenligne Citizen Kane med Bambi eller The Dark Knight, der virker nærmest blasfemisk, men alligevel kunne jeg ikke dy mig.

Det første og det bedste

Dette er mit første indlæg på min blog, og den skal meget passende handle om noget, jeg har overvejet et stykke tid. Det at begynde på toppen.

Når jeg tænker på nogle af mine yndlingsværker inden for film og musik, er det værker som Orson Welles debutfilm Citizen Kane, Nas’ første hiphop-plade Illmatic, Nick Drakes smukke Five Leaves Left og Sam Mendes første spillefilm American Beauty. De har det til fælles, at de er skabt af kunstnere med visioner, som foregriber genrer og fremtidige kunstneriske mønstre på en måde, som deres samtidige kun drømmer om.

Og det mest imponerende er, at de gør det i en ganske ung alder. Welles var således blot 26 år gammel, da han imponerede filmentusiaster med den kunstnerisk kompromisløse, innovative Citizen Kane i 1941.