Filmgenrer: Gangsterfilm

“As far back I can remember, I’ve always wanted to be a gangster.” Sådan lyder åbningsreplikken til en af de mest celebrerede værker i gangsterfilmens historie. Det er fra Martin Scorseses nyskabende ‘Goodfellas’, som selvfølgelig er inkluderet i mine anbefalinger af ti vigtige film i genren.

Hvad er en god gangsterfilm? I modsætning til thrilleren og krimifilmen er heltene ikke politimænd, men derimod dem, politibetjentene skal fange. Genren, der er kendetegnet ved at fokusere på organiseret kriminalitet, vold og afstumpede typer, lægger ikke ligefrem op til, at man identificerer sig med filmenes hovedpersoner. Tvært imod.

Alligevel er en god gangsterfilm fascinerende, fordi den eskapistisk afdækker en verden, de færreste kender til, men som både virker frastødende og dragende på samme tid.

Især en film som ‘The Godfather’ giver et nærmest romantisk billede af mafiaen, og hvor cool må det ikke lige være at blive kaldt “godfather” af sit posse? Som oftest er budskabet i en gangsterfilm, at kriminalitet ikke kan betale sig, så der er tit et håndfast moralsk kodeks for genren.

Nok om det, tid til at anbefale ti eksempler på, hvilke film man med fordel kan gå i kast med.

Scarface: Shame of a Nation (1932):
Tony Camonte (Paul Muni) styrer mod toppen af Chicagos gangsterhierarki gennem sin frygtløse og voldelige adfærd.
Hvorfor skal man se den? Allerede nu vil der sikkert være mange, der undrer sig over, hvorfor jeg tager denne originale version af ‘Scarface’ og ikke 1983er-genindspilningen med Al Pacino. Det skyldes, at den for mig i højere grad repræsenterer genren i sin tidlige form samt udfordrer datidens rammer for, hvad man kan vise på film. Den nye version holder i mine øjne ikke så godt længere, og Pacinos præstation er irriterende over the top.

Ekspert i drab (1967):
Den egenrådige gangster Jeff Costello (Alain Delon) planlægger nøje et mord på en natklubejer, men bliver set af flere vidner. Da han skal forhøres hos politiet, bliver han hjulpet af en smuk jazzpianist, der redder ham fra fængslet.
Hvorfor skal man se den? Fransk film har en stærk tradition for gangsterfilm, der ser op til de amerikanske forbilleder, men selv tilføjer en helt speciel tone. Jean-Pierre Melville er en af genrens vigtigste instruktører, og ‘Ekspert i drab’ skildrer gangsterens særlige form for æresbegreber – derfor den franske titel ‘Le samouarï’.

Bonnie og Clyde (1967):
Bankrøverne Clyde Barrow (Warren Beatty) og Bonnie Parker (Faye Dunaway) bliver vestens mest berygtede kriminelle par i 1930erne.
Hvorfor skal man se den? En film på grænsen af, hvad man kan kalde gangsterfilm, fordi den ikke handler om organiseret kriminalitet, men den fokuserer immervæk på kriminelle, som vi følger som vores hovedpersoner. Mange taler om, at dette er den første moderne Hollywood-film, og med den højst overraskende og dybt kontroversielle slutning forstår man godt, hvad der menes med dette.

The Godfather (1972):
Francis Ford Coppolas mesterværk om Corleone-familiens kriminelle aktiviteter i 1940erne og 1950erne, hvor patriarken Vito (Marlon Brando) skal finde en efterfølger blandt sine sønner (Al Pacino, James Caan og John Cazale).
Hvorfor skal man se den? Hvad er der efterhånden at skrive om denne tidsløse perle? At den er perfekt fra start til slut? At den er den moderne gangsterfilms alfader? At den er blandt de bedste film nogensinde, hvis ikke den bedste? Tja, alt det er skrevet før, og jeg tilslutter mig uden forbehold de gængse superlativer.

The Godfather Part II (1974):
Michael Corleone (Al Pacino) er for alvor ved at opbygge et vidtrækkende gangsterimperium, men hans kyniske og barske måde at drive sin virksomhed på har sine personlige konsekvenser. Undervejs følger vi hans far Vitos (Robert De Niros) vej til magten mange år tidligere.
Hvorfor skal man se den? Endnu mere ambitiøs end etteren i sin fortællestruktur og vidtrækkende historie, men ‘The Godfather Part II’ mister aldrig fokus eller den unikke stil, der gjorde den første film til et mesterværk.

Goodfellas (1990):
Ray Liotta spiller den unge gangster Henry Hill, der hurtigt opbygger sig et navn blandt de mere etablerede i branchen (bl.a. Robert De Niro og Joe Pesci).
Hvorfor skal man se den? Den havde premiere samme år som Francis Ford Coppolas ‘The Godfather Part III’, som i mine øjne er en yderst undervurderet, men gammeldags film. ‘Goodfellas’ byder på et mere originalt bidrag til genren, har huskværdige præstationer (især Joe Pesci er genial) og en knivskarp dialog. Personligt mener jeg, at filmens sidste 20 minutter er lidt forældet, men ellers er der tale om en frisk og cool gangsterfilm.

Sonatine (1993):
Medlemmer af den janske yakuza (deriblandt Takeshi Kitano) bliver sendt fra Tokyo til Okinawa for at deltage i en bandekrig. De holder lav profil på en strand, men hvad skal man egentlig tage sig til, når vold, penge og storbyens muligheder er hele ens liv?
Hvorfor skal man se den? Outsideren på min liste er Kitanos anderledes gangsterfilm, der både repræsenterer den japanske variant af genren, men også tilføjer helt nye psykologiske dybder. Det er næsten en anti-gangsterfilm i sin måde at nedbryde myten om gangstermiljøet som værende gloværdigt og spændende.

Pulp Fiction (1994):
Historierne om to lejemordere (John Travolta og Samuel L. Jackson) en gangsters kone (Uma Thurman) og en bokser (Bruce Willis) væves sammen i en fortællig om underverdenen i Los Angeles.
Hvorfor skal man se den? Quentin Tarantino havde allerede instrueret den innovative gangsterfilm ‘Håndlangerne’, men ‘Pulp Fiction’ står den dag i dag som en åbenbaring og nyskabelse, ikke blot inden for genren, men inden for filmkunsten generelt. Den fragmenterede struktur, de mange referencer til andre film og den knivskarpe dialog er Tarantinos stil i alle sine film, men i ‘Pulp Fiction’ er kombinationen helt uovertruffen og desværre ikke set i samme klasse siden.

City of God (2002):
Vi er i Rio de Janeiros slumkvarter, kaldet “Cidade de Deus” eller “Guds by”, hvor helt unge børn lærer at bruge håndvåben og myrde for småpenge. I al denne elendighed vokser to unge teenagere op, den forholdsvis retskafne Buscapé (Alexandre Rodriguez) og den vanvittige, skruppelløse pusher Zé Pequeno (Leandro Firmino da Hora).
Hvorfor skal man se den? En stiliseret, men samtidig dybt realistisk, socialkritisk og rystende skildring af et af de værste steder på jorden, den brasilianske favela, men også en must-see gangsterfilm.

Gomorra (2008):
Napoli kontrolleres af mafiasyndikatet kaldet Camorraen, og i løbet af filmen væves fem historier, som alle har noget med organiseret kriminalitet at gøre, sammen. Der er de to unge wannabe-gangstere, som gør lidt for meget væsen af sig; der er stik-i-rend-drengen, som overværer narkohandler og bliver rekrutteret til en bande; der er mellemmanden, som bliver forfulgt af rivaliserende gangstere; der er skrædderen, som kommer i problemer, fordi han arbejder sammen med kinesere, som er fjenden til Camorraen; og endelig en akademiker, der arbejder med farligt affald for en korrupt bagmand.
Hvorfor skal man se den? Forfatteren bag bogen, som filmen er baseret på, Roberto Saviano, blev truet af rigtige gangstere efter at have skrevet den, så han har levet under politibeskyttelse siden. Det fortæller alt om, hvor realistisk og kontroversielt et billede, der er tale om, og  udover vigtigheden af filmens tilstedeværelse, er det en af de mest vellykkede multiplothistorier, jeg har set.

Så må det være nok med de brutale gangstere.

Næste gang skal vi have fat i nogle rigtige amerikanske helte. Tiden er kommet til western.

Advertisements

3 kommentarer

Filed under Film

3 responses to “Filmgenrer: Gangsterfilm

  1. Robert Johannes Rasmussen

    Hej Daniel

    Perfekt, at du afrunder med “Gomorra”, som er ret fantastisk. “Bonnie og Clyde” samt “Goodfellas” har jeg netop haft fornøjelsen af at gense på Blu-ray … it’s eye candy 🙂

    Selv holder jeg ganske meget af Mike Newells “Donnie Brasco”, Michael Manns “Heat” og Jean-François Richets “Public Enemy Nr. 1”.

    Ser frem til gennemgangen af western-genren!

    De bedste hilsner
    Robert

    • Hej Robert

      Tak for din kommentar.

      Ja, både ‘Heat’ og ‘Donnie Brasco’ kunne uden tvivl lige så vel have været med på listen, men jeg førsøgte at ramme så bredt som muligt mht. perioder og lande. Fremragende film, ingen tvivl. ‘Public Enemy no 1’ har jeg ikke fået set, men den vil jeg glæde mig til efter din anbefaling.

      Mange hilsner
      Daniel

  2. Pingback: Filmgenrer: Westerns « Daniel Bentiens blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s