Filmgenrer: Komedier

Vi bytter det kolde gys fra seneste genreindlæg ud med en varmt latter. Komedien er en af de ældste filmgenrer, der går helt tilbage til mediets begyndelse i 1895. Store komikere som Charlie Chaplin, Buster Keaton og Harold Lloyd formåede at gøre genren kommerciel på en hidtil uset måde, og siden har det været en af de foretrukne genre verden over.

Det er som altid svært at definere, hvad en komedie egentlig er. Dette skyldes primært, at der er komedie-elementer i nærmest alle mainstreamfilm, der bliver produceret – fra ‘Sunset Boulevard’ til ‘Forrest Gump’. Begge disse fremragende film har jeg dog valgt ikke at inkludere i de komiske anbefalinger, da de har mere seriøse budskaber og en overvejende grad af dramatiske scener.

Når jeg definerer komedien, forsøger jeg at ramme rimelig bredt, så jeg har valgt også at inkludere satirisk film, selvom deres budskaber ofte er mindre komiske end den rene komedie. Da jeg allerede har brugt et par komedier, da jeg skrev om kærlighedsfilm (fx ‘Mig og Annie’ og ‘Fire bryllupper og en begravelse’), vil disse ikke være at finde på denne liste over anbefalinger.

Det vil følgende ti udvalgte komedier til gengæld.

Generalen: Krig og kærlighed (1927):
En togoperatør (Buster Keaton) bliver fanget mellem de stridende parter i den amerikanske borgerkrig. Da nogle spioner stjæler hans tog, begiver han sig ud på en farefuld og ensom rejse for at skaffe toget tilbage.
Hvorfor skal man se den? Buster Keaton er den næstmest kendte stumfilmskomiker (efter Chaplin), og i ‘Generalen: Krig og kærlighed’ får han lov til at udfolde sine halsbrækkende stunts til perfektion. Efter sigende kom han gentagende gange til skade under optagelserne, hvilket næsten også ville være mærkeligt andet, når man tager de sjove, men farlige krumspring på lokomotivet i betragtning.

Byens lys (1931):
Socialkritisk romantisk komedie, hvori en vagabond (Charles Chaplin) forsøger at hjælpe en fattig, blind blomsterpige (Virginia Cherrill).
Hvorfor skal man se den? Chaplins tidsløse klassiker fremviser i overlegen stil den blanding af komik og sentimentalitet, som kendetegner det lille genis film. Slutningen er et af filmhistoriens mest gyldne øjeblikke og et stærkt, underspillet symbol på kærlighed og livets gang.

Moderne tider (1936):
En arbejder (Charles Chaplin) bliver fyret fra fabrikken, men han får svært ved at tilpasse sig det moderne liv i byen. Han forsøger at skabe et liv med en hjemløs kvinde (Paulette Goddard), men også her er der megen modgang i vente.
Hvorfor skal man se den? I mine øjne den bedste komedie nogensinde og et udødeligt mesterværk. Selvom temaerne er alvorlige, er den fyldt med sjove optrin som Chaplins rulleskøjtetur i indløbscenteret og volapyk-sangen til sidst. Genialt!

Sensationen (1940):
Nyhedsredaktøren Walter Burns (Cary Grant) har svært ved at acceptere, at hans ekskone og topjournalist skal giftes igen. Derfor gør han alt, hvad han kan for at forhindre det.
Hvorfor skal man se den? Det perfekte eksempel på screwball-komedien, der havde gylne år i Hollywood i 1930erne og 1940erne. ‘Sensationen’, der er baseret på Ben Hechts skuespil ‘The Front Page’, overgår klassikere som ‘Han, hun og leoparden’ i sin komiske timing, kemi mellem de to hovedroller og evigt morsomme manuskript.

Min onkel (1958):
Den franske komiker Jacques Tati spiller sit alter ego, Mr. Hulot, med den lange jakke og paraplyen, der denne gang skal besøge sin onkel, som bor i et højteknologisk hus. Det kommer der meget pudsige situationer ud af.
Hvorfor skal man se den? Tatis film kan være svære at vænne sig til, fordi humoren ofte er konstrueret af små, sære sitationer – ofte uden dialog, men med kreativ brug af lyd. Selvom hans ‘Playtime’ ofte anses som hans mesterværk, fandt jeg ‘Min onkel’ endnu stærkere, simpelthen fordi den er sjovere og mere underholdende.

Ingen er fuldkommen (1959):
Jack Lemmon og Tony Curtis spiller to musikanter, der bliver vidner til et mafiamord og derfor må flygte med et jazzband forklædt som kvinder.
Hvorfor skal man se den? Af forvekslingskomedier er Billy Wilders eminente ‘Ingen er fuldkommen’ en fuldkommen oplevelse (originalt, jeg ved det). Timing, tempo og skuespil går op i en højere enhed, og Marilyn Monroe har aldrig være sjovere og mere tiltrækkende.

Dr. Strangelove, eller: Hvordan jeg lærte med at holde op med at bekymre mig og at elske bomben (1964):
Jerntæppet hviler tungt, og USA og Sovjetunionen er på krigens rand. En krigsliderlig amerikansk general (Sterling Hayden) vil smide en atombome, der kan udslette USSR. Imens kæmper USA’s præsident (Peter Sellers) mod tiden for at komme frem til en diplomatisk løsning.
Hvorfor skal man se den? Stanley Kubricks kulsorte satire om kommunistfrygt er fyldt med gyldne øjeblikke, hvor især Peter Sellers folder sig ud i hele tre fantastiske roller. “Gentlemen, you can’t fight in here, this is a war room!”

Monty Python og de skøre riddere (1975):
De intellektuelle engelske komikere fra Monty Python, deriblandt John Cleese, Terry Gilliam og Graham Chapman, giver deres respektløse fortolkning af den klassiske historie om Kong Arthur og hans riddere om det runde bord, der skal finde Den Hellige Gral.
Hvorfor skal man se den? Flere af de bedste gags fra Monty Pythons skøre univers stammer fra denne film, hvori bl.a. en dræberkanin går amok, en genstridig sort ridder udfordres til duel, og en meget intellektuel bonde stiller spørgsmålstegn ved enestyre og de sociale forhold i middelalderen. Politisk ukorrekt som altid og hylende morsomt.

Manhattan (1979):
En tv-forfatter (Woody Allen) bliver forladt af sin kone, og han hader sit job. Samtidig er han ikke synderligt forelsket i den langt yngre og ikke voldsomt modne Tracy (Mariel Hemingway). Da han møder sin vens elskerinde (Diane Keaton), opstår der til gengæld sød musik.
Hvorfor skal man se den? Jeg havde svært ved at vælge mellem denne og Mel Brooks’ ‘Sheriffen skyder på det hele’, men Allen trak det længste strå, fordi ‘Manhattan’ simpelthen er en bedre film. Det er nok den flotteste af Allens værker, ligesom humoren er knastør og i vanlig høj kvalitet.

The Big Lebowski (1998):
Jeffrey “The Dude” Lebowski (Jeff Bridges) bliver forvekslet med millionæren af samme navn, og da nogle nihilister bryder ind hos ham, beder han sine bowlingkammerater (Steve Buscemi og John Goodman) om hjælp.
Hvorfor skal man se den? Coen-brødrenes sjoveste film indeholder et væld af sublime dialoger, og så giver især Bridges og Goodman ikoniske præstationer som henholdsvis White Russian-drikkende slacker og vietnamveteran med kort lunte. Læg også mærke til John Turturro som den selvoptagede bowler Jesus i kropsnært, lilla outfit.

Det næste indlæg af genreanbefalinger bliver om thrillers.

Advertisements

2 kommentarer

Filed under Film

2 responses to “Filmgenrer: Komedier

  1. Christian Bach

    Fin liste, men hvor er ‘Annie Hall’ og ‘The Philadelphia Story’??
    I øvrigt er ‘The African Queen’ lige kommet på Blu-ray. Frisk på et gensyn i HD snart? 🙂

    • Jamen ‘Annie Hall’ har jeg allerede brugt i mit indlæg om kærlighedsfilm. Der kunne jeg jo også have brugt ‘Manhattan’, som måske betoner kærligheden endnu mere end ‘Annie Hall’.

      ‘The Philadelphia Story’ var – ligesom Brooks’ ‘Sheriffen skyder på det hele’ – en af de film, jeg undlod at tage med i 11. time. De ligger i mine øjne begge på grænsen til at være med, men jeg ville også være ked af at droppe fx de to Chaplin-film.

      Jep, lad os snart se ‘The African Queen’. Lyder som en smuk oplevelse i HD.

      Mange hilsner
      Daniel

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s