Filmgenrer: Gysere

Med den overnaturlige fantasygenre frisk i erindringen fra sidste genreindlæg, fortsætter vi i samme spor med gyserfilmen. Jeg vil anbefale ti gode film i en genre, der er oversvømmet med billige, ringe film – næppe har nogen filmgenre flere miserable produktioner på samvittigheden.

Men når en gyser er god, kan den til gengæld noget, som ingen anden genre kan prale af. Derfor kan jeg personligt sagtens se ti dårlige gysere for i den 11. at opleve den ægte, skræmmende og uhyggelige stemning, som karakteriserer genrens højdepunkter.

Jeg vil allerede nu bemærke, at jeg ikke er stor fan af splatterfilm, og jeg har hverken inkluderet italienske giallo-film eller de meget populære japanske J-horror. Jeg har endnu ikke set film i disse subgenrer, som virkelige formåede at komme ind under huden på mig eller overbevise mig om deres unikke kvaliteter. Derfor ingen ‘The Night of the Living Dead’, ‘Susperia’ eller ‘The Ring’. Men til gengæld ti andre perler.

Doktor Caligaris kabinet (1919):
Den skurkagtige Doktor Caligari (Werner Krauss) bruger en form for hypnose til at få en uskyldig søvngænger (Conrad Veidt) til at myrde for sig.
Hvorfor skal man se den? Ekspressionismen i kunstværker blev for første gang integreret perfekt i en film, som lagde grobund for fremtidige filmskaberes værker, deriblandt Hitchcock og Caroll Reed (‘Den tredje mand’). Stemningen og kulisserne bidrager til følelsen af at befinde sig i et manisk univers.

Nosferatu (1922):
Uofficiel filmatiseing af Bram Stokers ‘Dracula’ og stadig den bedste og mest skræmmende. Hutter (Gustav von Wangenheim) flytter ind hos den skumle Grev Orlok (Max Schrek), der (chock!) viser sig at være vampyr.
Hvorfor skal man se den? Max Schrek ligner en vampyr med små, spidse tænder og et rottelignende ansigt, og eftersigende behøvede han ikke særlig meget makeup for at komme til at se sådan ud (morsomt skildret i ‘Shadow of the Vampire’ adskillige år senere). Hans fremtoning og den hypnotiske æstetik gør ‘Nosferatu’ til en smuk og gruopvækkende oplevelse.

Frankensteins brud (1935):
Frankensteins monster (Boris Karloff) blev jaget på flugt i ‘Frankenstein’ fra 1931 og må overleve på egen hånd, mens Dr. Frankenstein (Colin Clive) bliver overtalt til at skabe et nyt monster, en brud til det første.
Hvorfor skal man se den? Af de vellykkede Universal-producerede horrorfilm i 1930erne, der gjorde folk som Boris Karloff og Bela Lugosi til stjerner, er ‘Frankensteins brud’ den ypperligste. Filmen har et perfekt flow, og excellerer kombinationen af skrækeffekter, sort humor og sågar poetiske scener.

Psycho (1960):
Marion Crane (Janet Leigh) stjæler en betragtelig sum penge fra sin chef, så hun flygter til et afsidesliggende motel. Hun møder den tilsyneladende flinke ejer Norman Bates (Anthony Perkins), der dog viser sig at gemme på en frygtelig hemmelighed.
Hvorfor skal man se den? Brusebadsscenen er historie, men derudover er Alfred Hitchcocks ‘Psycho’ en helt igennem fortræffelig og unik film, der er forgænger til slasher-genren uden nogensinde at forfalde til de kedelige klicheer i senere film (fx ‘Maskernes nat’ og ‘Fredag den 13.’).

Rosemarys baby (1968):
Alt er idyl, da Rosemary (Mia Farrow) og hendes mand Guy (John Cassavetes) flytter ind i en stor lejlighed i New York. Men deres naboer, et ældre ægtepar, opfører sig ret sært, og inden længe mistænker Rosemary dem for at være hekse.
Hvorfor skal man se den? Roman Polanski viste allerede sit talent for underpillede gysere med ‘Chok’, men ‘Rosemarys baby’ er endnu bedre og et sandt mesterværk i genren. Den klaustrofobiske stemning og diabloske plot er aldrig set mere foruroligende iscenesat.

Eksorcisten (1973):
Fader Merrin (Max von Sydow) må hjælpe sin unge kollega (Jason Miller), der skal foretage en eksorcisme for at redde pigen Regan (Linda Blair), der er basat af Satan.
Hvorfor skal man se den? Af mange kendt som “den mest skræmmende film nogensinde”. Jeg ved ikke, om jeg er enig, men den er i hvert fald bunduhyggelig, og den bragte horrorgenren fra B-filmens forviste baggård til A-filmens solbeskinnede boulevard.

Dødens gab (1975):
En kæmpemæssig hvid haj har set sig gal på nogle svømmere i et øsamfund kaldet Amity. Den lokale politibetjent (Roy Scheider) samler sine to venner og specialister (Robert Shaw og Richard Dreyfuss) for at fange og dræbe den farlige haj.
Hvorfor skal man se den? Steven Spielbergs gennembrudsfilm og en sand blockbuster, som skræmte strandgæster og gav strandhotelejere nervøse trækninger. Tempoet er afdæmpet, men i scenerne med den store hvide, er intensiteten stadig lige så høj som i 1975.

Alien (1979):
Et fragtrumskib lander på en fremmed planet, men en af besætningsmedlemmerne kommer i nærkontakt med et ukendt væsen, der sætter sig fast på hans ansigt. Rumskibets forsker kan ikke fjerne væsnet, men da den selv falder død om, håber besætningen på en fredelig rejse hjem til Jorden. Det får de ikke…
Hvorfor skal man se den? Ridley Scotts klaustrofobiske rumgyser ‘Alien’ har influeret et hav af horrorfilm, men ingen har indtil nu formået at ramme den samme stemning. H.R. Gigers alien er en af de mest ikoniske i filmhistorien, og måden hvorpå den kamoflerer sig blandt rør og rustent metal er fremragende udtænkt. Og så er Sigourney Weaver super sej som Ellen Ripley, der er smartere end alle de kæphøje mænd.

Ondskabens hotel (1980):
Jack Torrance (Jack Nicholson) flytter med sin kone Wendy (Shelly Duvall) og deres søn Danny (Danny Lloyd) ind på et gammelt hotel, hvor Jack kan skrive sin roman færdig. En åndelig eksistens huserer på hotellet, der har en blodig og mordisk fotid, og den truer med at drive Jack til vanvid.
Hvorfor skal man se den? Selvom Stephen King, der skrev forlægget ‘The Shining’, ikke var tilfreds med de friheder Stanley Kubrick tog sig i filmatiseringen, er der bred konsensus om, at der her er tale om et genrehøjdepunkt. Perfekt iscenesatte chokeffekter og creepy stemning gør ‘Ondskabens hotel’ til en perle.

Den sjette sans (1999):
Psykologen Malcolm Crowe (Bruce Willis) bliver sat til at hjælpe en psykisk belastet dreng (Haley Joel Osment), som mener at kunne se døde mennesker gå omkring.
Hvorfor skal man se den? M. Night Shyamalans manuskript er et af de mest overraskende og troværdige i gyserfilmens historie, og derfor er det desto mere trist, at han ikke siden har formået at nå dette niveau. Velfortalt, veludført og vidunderligt væmmelig.

Hvis dette indlæg var en kende for uhyggeligt, tager vi et milevidt skridt i en helt anden retning næste gang, hvor jeg vil kigge på komediefilm.

Advertisements

3 kommentarer

Filed under Film

3 responses to “Filmgenrer: Gysere

  1. Robert Johannes Rasmussen

    Hej Daniel

    Det er jo “right down my path” … favoritgenre nummer et! 🙂

    Hvad angår dine valg, så kan jeg på ingen måde være uenig med dig. Det er ti fine genrerepræsentanter, du har fundet frem til. Ti mesterværker. Selvom jeg dog ikke selv ville have valgt at runde af med “Den sjette sans”. Jeg ville måske selv have inkluderet Wes Cravens genrefornyende “Scream” eller “The Blair Witch Project”, der begge gjorde sig positivt bemærket i slut 90’erne. Eller måske noget nyere spansk (“Børnehjemmet”) eller fransk (“Inside”)? Sidstnævnte er dog tilhørende den mere ekstreme ende (for at sige det mildt) af genrespektret. Og du bryder dig jo ikke om splatter, som du skriver.

    Desværre må man jo udelade rigtig gode film (ligeså gode film), når devisen lyder “Ti gode film i en genre”. Film som Tobe Hoopers “The Texas Chain Saw Massacre”, John Carpenters “Halloween”, Wes Cravens “A Nightmare on Elm Street”, Michael Powells “Peeping Tom”, Jonathan Demmes “The Silence of the Lambs”, Brian De Palmas “Carrie”, Tod Brownings “Dracula”, Karl Freunds “Frankenstein” er i min bog uomgængelige repræsentanter for genren.

    Men du har “Jaws”, “Alien”, “Psycho” og “The Exorcist” på listen. Og det er alle film, jeg ville tage med på en øde ø. 🙂

    En sidste bemærkning: Jeg er heller ikke den store Argento-fan, hvilket mine to minianmeldelser af “Cat O’ Nine Tales” og “Mother of Tears” vidner om.

    Hilsen
    Robert

    • Hej Robert

      Tak for din kommentar.

      Ja, der er mange film, man bliver nødt til at udelukke i denne genre. Det er jo synd og skam, for jeg savner også selv en del af de film, du nævner i din kommentar. Selv er jeg utrolig glad for ‘The Descent’, som røg til fordel for ‘Den sjette sans’ i 11. time – en beslutning der ikke var let at træffe.

      Den eneste af dine nævnte, oversete perler, som jeg bevidst har valgt at gemme, er ‘Ondskabens øjne’. Den vil jeg i stedet inkludere i et senere indlæg om thrillergenren. Der synes jeg fint, den kan passe ind. Det kan man også mene, at ‘Den sjette sans’ kan, men genreskellene er ofte svære.

      Mange hilsner
      Daniel

  2. Pingback: Filmgenrer: Komedier « Daniel Bentiens blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s