Oscar 2010: Hvem vinder hovedprisen?

I morgen nat går det løs. Dette års store filmprisuddeling, det amerikanske filmakademis årlige Oscaruddeling, er klar til ekstravagant glamour og røde løbere. Flere film end nogensinde er i år med i kapløbet om hovedprisen for Best Picture, for akademiets medlemmer har besluttet, at antallet af nominerede i netop dén kategori skal stige fra fem til ti. Det er angiveligt for at tiltrække flere seere til den efterhånden begrænsede skare af amerikanere, der ser showet i live-tv.

Der skal altså være noget for alle i år. Storfilm (‘Avatar’), drama (‘A Serious Man’, ‘Precious’ og ‘The Blind Side’), komedie (‘Up in the Air’), krigsfilm (‘The Hurt Locker’) og en Tarantino-film (‘Inglourious Basterds’) . Selv de ofte oversete genrer, animation (‘Op’) og science fiction (‘District 9’) har fået en sjælden nominering med på vejen. Man kan nok regne ud, at de er med på yderste mandat.

Endelig er Lone Scherfigs ‘An Education’ blandt de nominerede, og selvom vi løfter det rødhvide flag i begejstring over, at den dygtige instruktør nu er i det fornemme selskab, er Scherfig desværre ikke personligt nomineret til en pris.

Jeg håber selvfølgelig, at Scherfig får al den anerkendelse, hun fortjener, men da jeg endnu ikke har set filmen (venter til selve Oscarnatten), er mine personlige favoritter ‘Op’ og ‘The Hurt Locker’.

I himlen
Hvert år – i hvert fald her i 2000erne – er kommentatorer og kritikere enige i, at feltet af nominerede film er svagt, og at de rigtige film er blevet overset. Med et felt på ti film, bør nogle af kritikerne opleve, at deres favoritfilm er kommet med på listen, og selvom den endelige vinder måske ikke lige er dén film, man havde håbet på, er det fint, at de bliver anerkendt af akademiet med en nominering.

Sådan har jeg det med den film, jeg synes er bedst i feltet af konkurrerende kandidater, ‘Op’. Den er en animationsfilm – kun den anden i historien, der bliver nomineret til den prestigefylde Best Picture-Oscar (den første var ‘Skønheden og Udyret’), så den vinder næppe. Den er dog den mest underholdende, opfindsomme og bedst fortalte amerikanske film, jeg har set i år, så jeg mener, den fortjener anerkendelsen.

Man kan selvfølgelig indvende, at med så mange nominerede film, går lidt af eksklusiviteten af Best Picture-prisen. Hvis Oscarnomineringerne får stempel som udvandede og ligegyldige, kan det blive et problem. Jeg vælger dog at se det som en bredere anerkendelse af filmmediet.

Krig i Irak eller krig på Pandora?
Den kvindelige instruktør Kathryn Bigelow står bag en af favoritterne til at vinde for Best Picture og Best Director, og hun står derfor over for sin eksmand James Cameron og hans ‘Avatar’.

‘Avatar’ løber sandsynligvis med begge priser, men jeg så helst, at Bigelow bliver den første kvinde i Oscarens historie, der løber med prisen for Best Director. At ‘Avatar’ sandsynligvis modtager Best Picture prisen, vil hverken være overraskende eller decideret ufortjent. Det er en fremragende fortalt, om end totalt uoriginal historie med teknik af en anden verden. Og nå ja, filmhistoriens største intjening på verdensplan, hvilket aldrig har været en ulempe i Oscarsammenhæng.

Både ‘The Hurt Locker’ og ‘Precious’ har dog langt mere at byde på, når det kommer til budskab og social kritik, og de fremfører begge deres synspunkter mere vellykket end eksempelvis Oscarvinderen ‘Crash’ fra 2004.

‘Avatar’ god for Oscar
Det korte og det lange er i min optik, at ‘Avatar’ er god for Oscaruddelingen. Det skal forstås på den måde, at de år, hvor store, kommercielle succeser er nomineret, er seertallene simpelthen højere. Hvis filmen er blevet set af et stort publikum, vil dette publikum hellere følge med i, om den løber med prisen, end hvis en moderat succes som ‘No Country for Old Men’ vinder over ‘There Will Be Blood’. Who cares? Andre end filmnørder og branchefolk?

Et ekempel: Da ‘Titanic’ vandt i 1998, så 55 millioner med, mens kun 32 millioner mennesker fulgte Coen-brødrenes sejr i 2008 med ‘No Country for Old Men’. Det bliver næppe helt så flotte seertal, men lad os håbe, at Cameron kan tiltrække folk til tv’et, ligesom han kan til biograferne.

Jeg glæder mig til at se, hvilken film der løber med hovedprisen natten til mandag. Et indlæg på undertegnedes blog vil være at finde, når uddelingen er overstået.

Reklamer

6 kommentarer

Filed under Film

6 responses to “Oscar 2010: Hvem vinder hovedprisen?

  1. Ebbe Iversen

    Meget interessante overvejelser! Jeg sætter også mine penge på, at “Avatar” kåres til bedste film, og jeg håber, at Kathryn Bigelow som første kvinde nogensinde får prisen til bedste instruktør.
    Desuden vil jeg mene, at både “Burma VJ” blandt de lange dokumentarfilm og “The New Tenants” blandt novellefilmene – begge lavet af danskere – har en reel chance for at få en Oscar, så det bliver spændende.

  2. Hej Ebbe

    Ja, det bliver spændende. Nu valgt jeg at fokusere på Best Picture, men der er mange andre interessante kategorier i spil.

    Best Actor ser ud til at være en kamp mellem Jeff Bridges og George Clooney, og begge er i mine øjne skuespillere, der fortjener en Oscar. Mange mener, at Bridges løber med prisen, og selvom jeg ikke har set ‘Crazy Heart’, lader det til at være en film, der er bygget op omkring hans præstation.

    Den kvindelige hovedrolle er i mine øjne mere åben. Det kom lidt bag på mig, at Sandra Bullock modtog Golden Globe-prisen i kategorien, men da ‘The Blind Side’ er hendes største kommercielle succes til dato, er hun et godt bud. Helen Mirren tror jeg ikke på, Carey Mulligan har nok også fået de priser, hun skal have i denne omgang, og så er der Meryl Streep, som altid er med.

    Gabourey Sidibe fra ‘Precious’ spiller yderst overbevisende, men er nok mere en type (hjulpet godt på vej af fremragende personinstruktion) end en egentlig topskuespiller. Jeg håber, hun beviser det modsatte og leverer flere toppræstationer, men jeg tvivler.

    Slaget står i mine øjne mellem Streep, Sidibe og Bullock med en lille fordel til sidstnævnte.

    Endelig krydser vi de nationale fingre for lidt dansk held og dygtighed i de to kategorier, du nævner.

    Mange hilsner
    Daniel

  3. Nicolai Eskesen

    Hej Daniel,

    Kan godt lide din betragtninger omkring Avatar og The hurt locker. Tror selv på at det bliver en split i den forstand, at den første får for Bedste film og sidste for instruktør.

    Ellers er det sikreste kort i bunken med nomineringer nok Christoph Waltz, der blandt andet vandt til BAFTA, hvor han roste Quentin Tarantino(fra 6 min inde i klippet): http://www.youtube.com/watch?v=Q5KJPndr_B8&feature=related

    Go´Oscaraften!

  4. Hej Nicolai

    Tak for din kommentar. Jeg håber, du får ret i dine forudsigelser.

    Du har ret i, at Waltz ligner en sikker vinder, men jeg synes nu også, at Mo’Nique fra ‘Precious’ er lige til at sætte alle sine sparepenge på.

    Glæder mig til at diskutere vinderne med dig, når priserne er givet.

    Mange hilsner
    Daniel

  5. Hej Daniel,

    Jeg stemmer med hjertet. Dette vil sige, at jeg håber på, at Bigelow løber med begge de store, altså både Bedste Film og Bedste Instruktion.

    Hvor underholdt jeg end var af “Avatar”, som jeg synes er en rigtig flot film, så mener jeg dog ikke, at den bør stikke af med Oscaren for Bedste Film. At den sandsynligvis gør det, er der dog en meget stor chance for.

    De bedste hilsner – og go’ Oscarnat
    Robert.

    • Hej Robert

      Så fik Hurt Locker, hvad den fortjente. Og selvom jeg har sat mine penge på Avatar, er det helt fair at den vinder. Og et godt signal fra Akademiet at sende.

      Jeg skriver et indlæg som opfølgning på uddelingen senere i dag, når jeg har fået lidt søvn.

      Hilsen Daniel

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s