Filmgenrer: Musicals

Musik og sange på film har været populære, siden mediet fik lyd i slutningen af 1920erne. ‘The Jazz Singer’ fra 1927 var den første film, der for alvor udnyttede lyd og sang på film, og derfra var vejen banet til den store Hollywood-musical.

Musicals er den ultimative virkelighedsflugt. Som tilskuer skal man acceptere, at skuespillerne pludselig bryder ud i sang, og det har måske været genrens ulempe i de seneste år, hvor kun et fåtal af premierefilmene er musicals. Det er ikke min personlige yndlingsgenre, men der er højdepunkter, som er værd at fremhæve. Her er mine ti anbefalinger.

Mød mig i St. Louis (1944):
Judy Garland blev stjerne, da hun spillede hovedrollen i ‘Troldmanden fra Oz’, men det var med ‘Mød mig i St. Louis’, hun som voksen leverede sin bedste skuespilpræstation i rollen som den ene af fire Smith-døtre ved St. Louis verdensudstillingen.
Hvorfor skal man se den? Denne fremragende musical er også en amerikansk juleklassiker med evergreens som ‘Have Yourself a Merry Little Christmas’ blandt de fine sange.

Sømænd på vulkaner (1949):
Den første af Stanley Donen og Gene Kellys film som instruktørpar en en forrygende og underholdende fortælling om tre sømænd (Kelly, Frank Sinatra og Jules Munshin), der tilbringer 24 timer i New York under Anden Verdenskrig.
Hvorfor skal man se den? Den første musical skudt on location i New York med eminent koreograferede danse- og sangnumre som ‘New York, New York, It’s a Wonderful Town’.

Syng i sol og regn (1952):
Overgangen fra stumfilm til tonefilm gav store problemer for visse Hollywood-stjerner, fordi deres stemmer viste sig at være forfærdelige. ‘Syng i sol og regn’ skildrer denne vanskelige overgang for filmstjernerne Don Lockwood (Gene Kelly) og især Lina Lamont (Jean Hagen).
Hvorfor skal man se den? Verdens bedste og mest anerkendte musical behøver næsten ingen introduktion. Sangen ‘Singin’ in the Rain’ er blot et af de mange højdepunkter i denne morsomme og filmhistoriske perle, som stort set er fejlfri.

Let på tå (1953):
Mange vil nok mene, at jeg mangler ‘Top Hat’, men den har jeg aldrig fået set, så for ikke at glemme den uforlignelige Fred Astaire, vil jeg anbefale ‘Let på tå’ om den glemte stjerne (Astaire), der forsøger at få comeback i en musicalversion af ‘Faust’
Hvorfor skal man se den? Filmen virker som en semi-selvbiografisk skildring af Fred Astaires egen karriere, og selvom hans dans ikke er helt så eminent som i sine tidlige film, må man beundre hans elegante stil. ‘That’s Entertainment’ er topsangen i filmen.

West Side Story (1961):
To stridende ungdomsbander kæmper om herredømmet over et område på Manhattan. Men da Maria (Natalie Wood) fra den ene bande forelsker sig i Tony (Richard Beymer) fra den anden, er en tragedie i stil med ‘Romeo og Julie’ under opsejlning.
Hvorfor skal man se den? Den tidobbelte Oscarvinder er ekstravagant på alle måder og en perfekt filmatisering af Leonard Bernsteins Broadway-stykke. Sange som ‘Maria’ og ‘Tonight’ er højdepunkter.

Mary Poppins (1964):
Barnepigen Mary Poppins kan ved hjælp af magi og godt humør ændre tilværelsen for to ulykkelige børn.
Hvorfor skal man se den? Disneys eventyrlige filmmagi overføres til lærredet med stor succes i deres bedste spillefilm, som ikke er animeret. De mest bemærkelsesværdige sange inkluderer ‘Chim-chim-cher-ee’ og ‘Supercalifragilisticexpialidocious’.

Pigen med paraplyerne (1964):
Den smukke Catherine Deneuve spiller en paraplysælger i en lille butik i en lille fransk by. Hun elsker Guy (Nino Castelnuovo), som hun venter barn med, men da han må drage i krig i Algeriet, føler hun sig forladt og ensom.
Hvorfor skal man se den? Jacques Demys genistreg ligger i, at al dialog er fremført som sang, uden at det bliver monotont eller går ud over plottet. En ener i filmhistorien og en musical, man skal se.

The Sound of Music (1965):
Endnu en Rodgers/Hammerstein-musical transformeres succesfuldt til det hvide lærred med Julie Andrews i rollen som den frisindede Maria, der synger i Østrigs smukke landsksab.
Hvorfor skal man se den? ‘The Sound of Music’ føles som en kulmination af den klassiske technicolor-musical, som filmselskabet MGM havde stor succes med i Hollywood i 1950erne. Den er storladen og flot fotografet, men også en smule gammeldags. Sange som ‘Climb Every Mountain’, ‘Do-Re-Mi’ og selvfølgelig titelnummeret er nogle af de bedste i musicalgenren overhovedet.

Cabaret (1972):
Under Anden Verdenskrig er The Kit Kat Klub Berlins foretrukne natbar. Her optræder den amerikanske sangerinde Sally (Liza Minnelli), og da hun møder den engelske forfatter Brian (Michael York), forsøger hun at forføre ham. 
Hvorfor skal man se den? En af de få vellykkede moderne muscials, baseret på Christopher Isherwoods roman. ‘Cabaret’ er blevet kåret til en af de 100 bedste amerikanske film af Det Amerikanske Filmakadmi. Sangene ‘Willkommen’, ‘Tiller Girls’ og ‘(Life is a) Cabaret’ er strålende fremført af Joel Grey og Liza Minnelli.

Moulin Rouge! (2001):
Satine (Nicole Kidman) er cabaretdanser på natklubben Moulin Rouge i Paris’ Montmartre-kvarter, og da hun møder den alkoholiserede, fattige forfatter Christian (Ewan McGregor), opstår der sød musik imellem dem.
Hvorfor skal man se den? Australske Baz Luhrmann blander populærmusik af store navne som Elton John (‘Your Song’) og The Police (‘Roxanne’) med originale sange som ‘Come What May’ og en original billedstil, der ender i et mageløst magisk og originalt univers.

Hvis man savner ‘Troldmanden fra Oz’, er der ingen grund til bekymring. Næste genreinlæg bliver om eventyrfilm og fantasy.