Det første og det bedste

Dette er mit første indlæg på min blog, og den skal meget passende handle om noget, jeg har overvejet et stykke tid. Det at begynde på toppen.

Når jeg tænker på nogle af mine yndlingsværker inden for film og musik, er det værker som Orson Welles debutfilm Citizen Kane, Nas’ første hiphop-plade Illmatic, Nick Drakes smukke Five Leaves Left og Sam Mendes første spillefilm American Beauty. De har det til fælles, at de er skabt af kunstnere med visioner, som foregriber genrer og fremtidige kunstneriske mønstre på en måde, som deres samtidige kun drømmer om.

Og det mest imponerende er, at de gør det i en ganske ung alder. Welles var således blot 26 år gammel, da han imponerede filmentusiaster med den kunstnerisk kompromisløse, innovative Citizen Kane i 1941.

Filmen blev i samtiden både hyldet for sin nyskabelse, kritiseret for sit kontroversielle indhold og overset af Filmakademiet, der kun gav den en Oscar for manuskriptet. Men senere er der nærmest ingen grænser for den ros, Citizen Kane har modtaget. Den blev således kåret til den bedste amerikanske film nogensinde af AFI.

Nasir Jones indspillede allerede Illmatic som 19-årig under kunstnernavnet Nas, og den står stadig som en af de vigtigste, mest skelsættende rap-plader, der nogensinde er lavet. Se for eksempel den flotte placering i 1001 albums du skal høre før du dør, på Rolling Stones top 500 over de bedste plader og ikke mindst på diverse lister over de bedste hiphop-plader.

Aldrig overgået
Fælles for to så forskellige kunstneriske udtryk som Welles og Nas står for er, at de – i hvert fald hvis man spørger eksperterne – aldrig siden formåede at leve op til disse mesterværker. Okay, Welles lavede fremragende film som Familien Amberson og Politiets blinde øje, men Citizen Kanes betydning for filmkunsten kan nærmest ikke overvurderes.

Nas lavede efterfølgende den hit-fyldte It Was Written, der dog blev kritiseret for ikke at være lige så real som Illmatic. Alt, hvad han siden har udgivet, er faktisk godt, men kan aldrig overgå den førstefødte.

Problemet for disse kunstnere, og mange flere, som også har lavet fremragende debutværker, er, at de altid vil blive mål mod, hvad de har kunnet præstere. Quentin Tarantino har lidt af samme problem, selvom han bliver mål med sine to første film, Håndlangerne og Pulp Fiction. I mine øjne har han aldrig formået at ramme dette niveau.

Debutens aura
Hvis man skal være lidt selvkritisk, så falder jeg givetvis også for denne aura, som en ung kunstners sublime værk kan have over sig. Så tænker man nemlig: ”Det er imponerende, at han kan det i en så ung alder, og uden at have lavet ti film forinden.” Men skal man ikke se værkerne på linje med alle mulige andre kunstneres værker? Uanset om de har lavet et eller ti album, skal de kunne sammenlignes på lige vilkår.

Jeg kan nu ikke andet end tænke, at Welles’ og Nas’ bedrifter var strålende, og som med så meget andet kunst, skader det ikke at kende baggrunden for værkerne. Det er for eksempel vildt imponerende, at Beethoven nærmest var døv, da han lavede sin niende symfoni. Historien om, at folk måtte vende ham om, da han skulle modtage klapsalver ved premieren, og at han efter sigende begyndte at græde herefter, fordi han ikke kunne høre publikums applaus, gør blot historien om denne mageløse symfoni endnu mere hjerteskærende. Men musikken er genial – biografiske detaljer eller ej.

Øvelse gør stadig mester
Men de fleste har selvfølgelig kæmpet det bedste, de har lært, for at opnå det resultat, de er blevet kendte for. Ingmar Bergman måtte lige igennem et kunstnerisk middelmådigt årti i 1940erne, inden hans morsomme Sommernattens smil for alvor gav ham stjernestatus i 1955. D.W. Griffith lavede et væld af mere eller mindre vellykkede kort- og små spillefilm (497 ifølge IMDb!!), inden han revolutionerede filmkunsten med The Birth of a Nation i 1915.

Det samme er på spil i musikkens verden. Mange af de klassiske komponister betragtes ud fra deres fulde euvre og ikke deres første præstationer, og i rockens verden kan The Beatles nævnes som et band, der på alle måder bliver bedre med tiden. De færreste vil nok mene, at Please Please Me er bedre end Abbey Road.

Nu håber jeg bare, at de fremtidige indlæg på denne blog går i retning af The Beatles og ikke Welles, så kvaliteten ikke langsomt daler herfra. De bliver i hvert  fald ikke lige så lange…

Dette er mit første indlæg på min blog, og den skal meget passende handle om noget, jeg har overvejet et stykke tid. Det at begynde på toppen.

1 kommentar

Filed under Kultur

1 responses to “Det første og det bedste

  1. Ebbe Iversen

    Det er et yderst interessant emne, synes jeg. Meget tyder på, at det er sundest for kunstnere at begynde med en række mindre værker og først skabe hovedværkerne senere i livet – Orson Welles debuterede med et brag og nåede aldrig samme niveau igen, mens Akira Kurosawa onvendt debuterede stilfærdigt og siden voksede og voksede i kunstnerisk format. Og hvem ved, måske havde J.D. Salinger fået skrevet nogle flere bøger, hvis ikke han havde debuteret sensationelt med klassikeren “Forbandede ungdom”!
    Mange hilsener
    Ebbe

Skriv en kommentar