Men den måske mest oversete Oscartaber er Ralph Fiennes i ‘Schindlers liste’. Jeg bliver descideret harm over at tænke på, at en af de bedste birollepræstationer nogensinde er blevet overset ved uddelingen.

Til gengæld blev Tommy Lee Jones hædret for sin rolle i ‘Flygtningen’ foran Fiennes. Måske fordi han blev overset for det langt bedre portræt af westernsangerinden Loretta Lynns mand i ‘Coal Miner’s Daughter’?

Sådan er det jo med Oscar. Det er sjældent for de rigtige roller, at skuespillerne vinder deres Oscar (Humphrey Bogart for ‘Afrikas dronning’ og Russell Crowe for ‘Gladiator’ – need I say more?).

Det er bare ingen undskyldning for at overse Fiennes’ knivskarpe præstation i ‘Schindler’s List’. Den vil altid stå for mig som en af de mest oversete i Oscaruddelingens historie.

Okay, selvfølgelig er der Hitchcock, Kubrick og Welles m.fl., men det er bredere anerkendt (og nævnt i Empire-artiklen), at de “mangler” at modtage en statuette for Bedste instruktør.

Konklusionen må (forudsigeligt nok) være, at man ikke kan bruge uddelingen til det helt store. Det er underholdning, og mange gange rammer de da også rigtigt med priserne.

Og når de så ikke gør, er det jo lige så sjovt at være uenig som enig i deres valg.

I stedet vil jeg skrive om musikåret, som jeg oplevede det med op- og nedture – og i total tilfældig rækkefølge og med totalt tilfældige kategorier.

Årets album: The National – ‘High Violet’. Selv efter at have lyttet til den anmelderhypede Kanye Wests ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ en del gange, er jeg overbevist om, at The National har skabt årets bedste album. Det amerikanske indie-band (som nu er så store, at de vel kan kaldes et godt, gammeldags rockband) har nu lavet tre fremragende albums på stribe, og ingen har i år kunnet slå dem af tronen, heller ikke Arcade Fire, Band of Horses eller førnævnte Kanye.

Årets skuffelse: Dansk hiphop i krise. Mig bekendt udkom der kun tre danske rapalbum i 2010. Anders Matthesen med ‘Villa Peakstate’, Odense Assholes med ‘Voldsrap (Greatest Hits)’ og Pede B med ‘Jungleloven’. De fik henholdsvis en, en og to stjerner i Gaffa, og jeg er tilbøjelig til at være enig. Et sørgeligt tegn på, at dansk rap lider under fraværet fra L.O.C., Suspekt og Malk de Koijn.

Årets koncertoplevelse: The National i KB Hallen. Trods ringe lyd i ny og næ viste forsanger Matt Berninger, at hans stemme er mindst lige så fantastisk i virkeligheden som på bandets nyeste plade High Violet.

Årets positive overraskelse: Soundtracket fra filmen ‘TRON: Legacy’, der betyder et kærkomment comeback for techno-fyrerne fra Daft Punk. Ok, franskmændene stjæler science fiction-tunes fra højre og venstre (tydeligst fra ‘The Terminator’ og ‘Blade Runner’), men helheden fungerer forrygende, og sammen med Trent Reznors ‘The Social Network’ og Hans Zimmers ‘Inception’ er ‘TRON: Legacy’ årets bedste score.

I hvert fald forlyder det nu, at Elijah Wood vender tilbage til Midgår i rollen som Frodo Baggins. Det giver ikke rigtig mening at caste Wood til den rolle, idet Frodo slet ikke er født under de begivenheder, bogen bag ‘Hobbitten’ skildrer.

Legolas har heller ingen rolle i Hobbitten-bogen, men hans levetid går i Tolkiens univers meget længere tilbage, så ham ville man godt kunne argumentere for. Men Frodo ville være en kunstnerisk frihed, der vil noget.

Er Jackson allerede ved at miste grebet, inden optagelserne overhovedet er gået i gang? Eller har han en genial idé, der forklarer de mange friheder, han synes at tage?

De castede skuespillere fra Ringenes Herre-filmene skal nok bruges i den anden del af Hobbitten-filmene, som efter sigende skal skildre perioden mellem ‘Hobbitten’ og ‘Ringenes Herre’.

Hele kino.dk-redaktionen har bidraget med en top 10 for året, der gik. Vi har hver især fået en profil på sitet, hvor vi har noteret de ti film, vi synes bedst om i året. 

Problemet er bare, at vi ikke har rigtig har plads til at kommentere på filmene. Det vil jeg gøre her på min blog.

Bemærk i øvrigt, at det er film fra biografåret 2010 i Danmark, hvilket vil sige, at ‘Up in the Air’, som havde premiere i de amerikanske biografer i 2009, er med på listen.

Her er min top 10 for 2010:

1. Inception: Årets bedste film er en hjernevridende blockbuster af Christopher Nolan med Leonardo DiCaprio i rollen som en forbryder, der skal stjæle vigtige informationer fra folks bevidsthed. 
2. Profeten: Denne franske fængselsfilm er i lige så høj grad en gangsterfilm med allegoriske nuancer og mange psykologiske lag i fortællingen.
3. The Social Network: Indbegrebet af stærk filmfortælling og et flot comeback til “Mr. Se7en”, alias David Fincher om Facebooks skaber.
4. Det hvide bånd: Michael Haneke har aldrig været en humørbombe, men hans allegoriske fortælling om børn i en lille tysk landsby i mellemkrigstiden er smuk på sin egen triste måde.
5. Up in the Air: George Clooney, Vera Farmiga og Anna Kendrick er sublime i dette komediedrama om finanskrisens konsekvenser.
6. Øjnenes hemmelighed: Den argentinske Oscarvinder er solid som bare pokker, spændende som de bedste thrillers og velspillet som de bedste dramaer.
7. A Single Man: Modeskaberen Tom Fords instruktørdebut er et kompakt og følsomt drama med en velspillene Colin Firth i hovedrollen som en homoseksuel universitetsprofessor, der sørger over tabet af sin kæreste.
8. R: 2010 er året for fremragende fængselsfilm, og hvor ‘Profeten’ på mange måder er en finkulturel genrefilm, er den danske ‘R’ et realistisk og gennemslagskraftigt billede af livet i Horsens Statsfængel.
9. In the Loop: Engelsk komedie baseret på tv-serien ‘Højt spin (The Thick of It)’ og en af de bedste politiske satirer siden Kubricks ‘Dr. Strangelove’!
10. The Road: Viggo Mortensen leverer en pragtpræstation som sultende far i filmatiseringen af Cormac McCarthys dystopiske roman i årets mest undervurderede film.

Boblerne: ‘Toy Story 3′, ‘Hævnen’ og ‘Fish Tank’.

Det var listen. Er du enig i mine valgte film?

The New York Times

Der er 14 skuespillere, deriblandt Javier Bardem, James Franco, Natalie Portman, Michael Douglas og Robert Duvall. De bliver i små kortfilm placeret i forskellige roller, som skuespillere kan blive bedt om at spille til auditions.

Da jeg første gang kastede blikket på dette flotte fotogalleri, kunne jeg ikke lade være med at tænke på Jørgen Leths kortfilm ‘Det perfekte menneske’. Det skyldes primært Javier Bardems billede (det første), hvor han sidder ved et dækket bord, og Robert Duvalls billede (det 13.) hvor han barberer sig.

Samme situationer finder vi i  Jørgen Leths film, men det er næppe, hvad der var intentionen fra The New York Times eller instruktør Solve Sundsbos side.

Ud over det mest kendte, finder vi stjernefrøet Jennifer Lawrence (fra ‘Winter’s Bone’) og svenske Noomi Rapace (‘Millennium-trilogien’).

I hvert fald hvis man skal tro anmelderne, der er gået helt i selvsving over hans seneste album, ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’. 

De to nok mest toneangivende danske musikmagasiner Gaffa og Soundvenue giver begge topkarakteren seks stjerner, og der anvendes gloser som genialt, kunstnerisk hovedværk og mesterværk til at beskrive albummet.

Også udlandet er oppe og køre over den gale og geniale kunstner. Pitchfork Media er helt oppe på en sjælden 10′er ud af 10, mens både Rolling Stone, The Independent og The Guardian uddeler fem ud af fem stjerner.

Læs uddrag på Metacritic, der også har links til anmeldelserne.

Nu er det bare med at få hørt albummet igennem. Jeg kun fået lyttet til singlerne ‘POWER’, ‘Monster’ og ‘Runaway’, som alle er vældig gode (især sidstnævnte har et fantastisk beat), men det bedste nummer på pladen er for mig det lidt mere old school hiphoppede ‘So Appalled’ med gæsterne Jay-Z, RZA og Pusha T, Swizz Beatz og Cyhi the Prince.

Nu har jeg set alle fem sæsoner, og jeg kan kun anbefale, at alle andre følger trop.

I dette indlæg vil jeg se nærmere på serien som helhed, så er man ikke interesseret i at få afsløret vigtige detaljer, bør man blot læse mit gamle indlæg om seriens begyndelse.

Der er nemlig en del spoilers i løbet af det følgende indlæg. Men har man set alle fem sæsoner, kan man roligt læse videre.

‘The Wire’ centrerer sig om narkokrigen i Baltimore. Vi følger politifolk, gangstere, skolebørn, politikere, advokater og journalister. Lige fra starten får man fornemmelsen af den rå, realistiske tilgang, hvor ingen karakter er sikker på at overleve, og hvor de forskellige personer ikke er så forskellige endda – der er gode og onde på begge sider af loven.

Homoseksuel gangstersamurai
Billedet, jeg har valgt til denne artikel er af Omar Little, den ensomme, homoseksuelle gangster, der med samurai-agtige æreskodeks, lang trenchcoat og oversavet jagtgevær røver narkohandlere. Han er ikke bange for at stille sig op imod de hårdeste bagmænd i ‘The Wire’, dvs. Avon Barksdale og Marlo Stanfield.

Omar er karakteristisk for serien i sin helhed. På ydersiden er han som så mange andre fiktive karakterer (‘Ghost Dog – den sidste samurai’ med Forest Whitaker ringer en klokke i mit hoved), men som næsten alle andre i serien har han karaktertræk, der adskiller ham.

For det første er han homoseksuel. Hvor mange hardcore gangstere i film kender man lige, der er homoseksuelle? Hvis overhovedet nogen så må det være et fåtal. Altså en filmisk konvention, der bliver vendt på hovedet.

Derudover er han en nærmest mytisk skikkelse, hvis navn giver genlyd på hvert hjørne i Baltimore. Så det er næsten for let at gennemskue, at han bliver nødt til at dø på et tidspunkt, så hans status som myte bliver konstitueret for alvor.

Men at det er en lille dreng, der tilfældigt opdager ham i en grønthandler og skyder ham i hovedet, er der nok ikke mange, der havde regnet med. En af seriens sejeste karakterer – myrdet af en otteårig…

At hans eftermæle i de følgende afsnit lyder, at han blev omringet af otte personer, er blot en understregning af, hvor meget hans navn fyldte i gaderne.

Antihelt
Som skrevet er Omar symptomatisk for seriens persongalleri. Et andet eksempel er Jimmy McNulty, den ukorrumperbare politibetjent, der tager sagen i egen hånd frem for at parrere ordrer, og som er seriens hovedperson set over alle fem sæsoner, er seerens fokaliseringspunkt. Men han er bestemt mere en antihelt end en egentlig helt.

Han drikker for meget, horer for meget og er i det hele taget en pain in the ass for langt de fleste omkring ham. Men vi holder alligevel med ham, for han er omgivet af korrupte politikere, overordnede og retsfolk, så selvom han har karakterbrister, er hans reaktion mod den trøstesløse omverden nogenlunde forståelig.

David Simon, der har skabt serien, formår hele tiden at balancere mellem godt og ondt, mellem konvention og overraskelse. Med et nyt fokus i hver sæson (de belastede boligområder, havnefronten, reformerne, skolerne og medierne) bliver serien aldrig kedelig, og jeg har næppe set en serie, der på så fremragende vis formår at holde kvaliteten igennem så mange timer.

Som en af mine venner gjorde mig opmærksom på, er det et næsten lige så interessant band, der er sat til at opvarme for The National.

Det hedder Phosphorescent, og hvis man er træt af, at The National er blevet for store og ikke længere så indie, som de har været, kan man altid ty til endnu ukendte Phosphorescent og især forsanger Matthew Houck med stort skæg og slidt T-shirt. Så bliver det ikke mere indie.

Nu har jeg grundigt gennemlyttet deres album ’Pride’, som ifølge Soundvenues anmelder Henrik R. Hansen er en seksstjernet plade. Og selvom jeg ikke selv vurderer den til mesteværk-niveau, er det høj kvalitet og jeg vil fremhæve især nummeret ‘Wolves’, der virkelig rammer en smuk og stemningsfuld tone.

Andre tracks er meget eksperimenterende, og deriblandt titelnummeret, hvor bandet lyder som dyr i en jungle. Meget sært og i min optik ikke voldsomt vellykket. Men ellers er albummet interessant, og jeg ser frem til at høre dem live.

Du kan høre det fremragende ’Wolves’ ved at klikke på YouTube-klippet forneden. Desværre kunne jeg ikke finde en officiel musikvideo, så man må klare sig med denne YouTube-brugers egentlig udmærkede egenproducerede video:

Jeg har kun set pilotafsnittet, som er instrueret af selveste Martin Scorsese, men der er andre grunde til at følge med i ‘Boardwalk Empire’.

For det første hedder forfatteren bag serien Terence Winter. Det var ham, der også skrev den banebrydende mafia-serie ’The Sopranos’. Hans blik for cool dialog og overraskende scener er uovertruffen, og den tykke 1920er-stemning er grundigt gennemført.

For det andet er castet voldsomt spændende. Steve Buscemi er den altoverskyggende hovedrolle – Enoch Thompson, der er politiker i Atlantic City og en korrupt fyr med gangsterforbindelser. Et friskt pust til Buscemis karriere, der ofte byder på lidt ensformige (men aldrig uinteressante) valg af roller. Derudover ligner ‘Boardwalk Empire’ det endelige (amerikanske) gennembrud til Michael Pitt, der før har gjort sig bemærket i film som ‘The Dreamers’ og ‘Funny Games’.

Endelig er ’Boardwalk Empire’ en HBO-produktion, hvilket næsten er seerens garanti for politisk ukorrekt, udfordrende og alt andet end puritansk tv-underholdning. ‘The Wire’ er stadig kronjuvelen i HBOs produktion, men ‘Boardwalk Empire’ følger trop med bare bryster, bandeord og benhård brutalitet.

Hvis man, som jeg, ikke kan se Canal+ (jeg så pilotafsnittet til en gallapremiere), må man vente til dvd- og Blu-ray-udgivelsen af første sæson, som jeg desværre ikke kan finde præcis udgivelsesdato på.